søndag den 11. december 2011

Fødselsberetning pige

Lad mig begynde med et af de mest saliggørende øjeblikke under hele forløbet. Det var, da jeg, på parkeringspladsen udenfor vores lejlighed, fik den første ve efter, at vi var taget af sted hjemmefra mod hospitalet.

Min kæreste, søn og jeg bor i Rødovre, lige ud til en smuk lille branddam med dunhammere, ænder og blishøns i harmonisk og idyllisk samklang. Her er dejligt at bo, og det er et skønt sted at elske hinanden. Vores lejlighed hører ikke til de største af slagsen, blot 80 m2 og ikke speciel velegnet til en lille dreng, der gerne vil spise, lege og sove, som han plejer, mens hans mor har veer.
Jeg havde i dagene op til, men især de sidste 6 timer inden afgang, undertrykt mine ekspressionistiske sider under hvert eneste ve, så min søn ikke skulle tro, at enden var nær eller, at der var kommet disharmoni i forholdet mellem blishøns og dunhammere.
Så da den første ve kom på parkeringspladsen, gav jeg los og brølede min smerte for de sidste mange dages veer ud mellem de socialdemokratiske arbejderlejeboliger og nattehimlens uendelige mørke. Selv da veen var ophørt, skreg jeg lidt videre, alene fordi det var så befriende.
En kvinde kom ud på sin altan og spurgte min kæreste om, hvad der dog var på færde. Men sin sædvanlige ro, der senere skulle blive sat på prøve, forklarede han hende, at jeg bare var gravid, og at han nok skulle køre mig på hospitalet. Kvinden forsvandt ind i sin almennyttige lejekasse igen og efterlod os til ekkoet fra mit forløsende smerteskrig.
Under graviditeten havde jeg ofte kvaler. Ikke egentlige fysiske kvaler, mere en slags tankespind om tid og rum.
Min søn var på undfangelsestidspunktet ikke mere end 6 måneder, og mens min mave fyldtes af nyt liv, fyldte han hele mit hjerterum. Hver eneste af hans dagligdagserobringer, såsom at mestre indtagelsen af en banan, hans første kravletur, skridt og ord blev omhyggeligt præserveret og arkiveret i mit hjerte.
Maven derimod, fyldte næsten ingenting, på trods af at den, rent fysisk, hurtigt ikke var til at komme udenom. Jeg anede ikke, hvor langt jeg var henne, når nogen spurgte ind til det. Jeg havde en nogenlunde fornemmelse af, hvilken måned jeg var kommet til, men selv dét måtte jeg indimellem tænke ganske grundigt over, inden jeg udtalte mig. Mit andet lægebesøg glemte jeg fuldstændig. Nakkefolden var vi lige ved at komme for sent til, fordi vi nær også havde glemt den.
Jeg tvivlede på mit eget hjertes styrke, mens månederne gik. Jeg følte en eksklusiv kærlighed til det barn, som jeg bar i mine arme, mens det barn, som jeg bar i maven, ikke rigtig ville bide nogen nævneværdig luns af mit hjerte.
Først da jeg til jordemoderkonsultation i 34. uge fik at vide, at babyen lå på tværs i min mave, forstod jeg, at jeg elskede min nye baby. Hvis ikke babyen havde vendt sig rigtig inden 3 uger, ville man forsøge et vendingsforsøg og ellers ville det ende med kejsersnit. Jeg græd, som var jeg pisket med noget tungt og billigt. Mit lille barn skulle, som sin bror, komme til verden under brøl, råb og skrig. Med blod, sved og tårer. Og i det øjeblik fødslen var overstået skulle en magisk ro sænke sig, og mit lille barn, min kæreste og jeg skulle ligge og kigge undrende på hinanden i vidunderlig stilhed.
Et kejsersnit betød, i mine øjne – og ikke mindst i mit hjerte -, at det hele ville være omvendt. Jeg ville føde i ro og stilhed, hvorefter babyen med brøl, råb og skrig ville blive taget fra mig, mens jeg kunne ligge i blod, sved og tårer og blive lappet sammen igen. Jeg ønskede brændende at føde mit barn. Ønskede det så brændende.
Da forstod jeg min kærlighed. Jeg forstod det med både hjerne og hjerte.
Og tiden gik. Hvor jeg før ikke anede, om jeg var 32+6 eller 36+2, talte jeg pludselig minutterne og sekunderne til næste jordemoderkonsultation.
Jeg græd og mærkede bruset i mit blod, da jeg fik den besked, jeg allermest havde håbet på. Babyen lå, som babyer bør ligge 3 uger inden termin. Så manglede jeg bare nogle veer.
 
Tid er en mærkelig størrelse. I nogen tilfælde er der for lidt tid, som for eksempel når man endnu ikke har en seng til sin nye baby, 2 uger før planmæssigt at skulle føde. Så er der for meget tid. Den tid bruger man på en vanvittig omgang rengøring, der driver mænd og sønner ud på afgrundes rend, og så bruger de deres tid på ikke at bruge ens tid.
Andre gange er det næsten tid og når det sker, så har man slet ingen tid. Ingen tid til at fortælle kommende mormødre, at der stadig ingen tegn er på fødsel.
Jeg gik over tid. Gik, er måske så meget sagt, da jeg lå en del den sidste tid. Så jeg lå over tid. Jeg lå i min seng og jeg lå på sofaen. Jeg lå og ventede på, at det blev min tid. Jeg troede, at det var tid, både den 23. marts, den 24. marts og den 25. marts. Så stoppede jeg med at tro. Fra at tro at hver eneste prut var begyndelsen, gik jeg til at tro… undskyld, lå jeg til at tro, at babyen havde fået permanent opholdstilladelse i min mave.
Dagene gik, tiden gik, og jeg lå stadig og ventede. Bevares, jeg fik da veer. De gik bare væk igen. I dagevis kom og gik de, som det passede dem. Den 30. marts havde jeg tid på svangerambulatoriet til noget før-igangsættelse-halløj. Om natten (hele natten) havde jeg haft regelmæssige veer med 7 minutter imellem, men da jeg stod op, gik der længere og længere mellem veerne. Jordemoderen, der undersøgte mig den morgen, sagde, at jeg var 2 fingre åben og ½ cm blød livmoderhals tilbage. Jeg skulle sættes i gang den 2. april, hvis ikke der var sket noget inden da. Så tog vi hjem til noget mere ventetid.
 
Vi kom hjem og veerne fortsatte og blev endda tiltagende.
Veer. Jeg bryder mig ikke om dem. Det gør jeg vitterlig ikke. Jeg kan ikke trække vejret helt ned i maven og sænke skuldrene, mens jeg visualiserer et bjerg jeg skal kravle op ad. Det, jeg kan, er at sluge luften i små bidder, mens jeg krummer mig sammen og tænker ”For fuck da og for Fanø, hvor gør det her hulens dælens nas.” Allermest har jeg lyst til at råbe meget højt, hvor ondt det gør.
Men det kunne jeg ikke denne gang. Ikke med en 15 måneder gammel søn kvidrende rundt om benene. Så jeg gik i seng med mine veer længe før aftensmaden.
 
Holgers sidste aften som enebarn tilbragte han sammen med sin far, mens jeg forbandede min livmoders trodsige og selvbestaltede sammentrækninger i min seng.
Knugende, jagende, masende, stikkende, snærende, sviende og værkende veer havde jeg. Og oveni, havde jeg virkelig brug for at fortælle min kæreste, hver en lille detalje om mine veer. Hvordan de gjorde ondt, hvor de gjorde ondt og hvornår de gjorde ondt.
I det sekund vores søn faldt i søvn, indtog jeg stuen og drev hvileløst omkring mens jeg gentagende gange fortalte min kæreste, at nu, var det tid.

Min søster og hendes mand skulle komme og passe Holger, mens jeg fødte. Jeg havde efterhånden regelmæssige og lange veer og besluttede at ringe efter dem. Min søster er selv gravid med deres første barn og de kom med soveposer, skiftetøj og en enorm nysgerrighed. Jeg nød at have et publikum at pruste og stønne for, og gav den hele armen, mens jeg i pauserne gentog, hvad jeg havde lært til fødselsforberedelsen om livmoderhalse, mandens rolle under veerne og alt mulig andet, der beroligede mig og interesserede dem. Min søster og hendes kæreste oplevede det hele som en stor generalprøve på deres egen kommende fødsel og overtog tidtagningen på veerne.
Det var dejligt at min kæreste ikke skulle tænke på det, men kunne kramme og massere mig uden at skulle multitaske med minutterne også.
Men da min søsters kæreste fandt frem til et mønster i mine veer og højlydt begyndte at tælle ned til dem, syntes jeg, at han var lige vel kæk. Da var der præcis fire minutter mellem veerne, og de varede på den onde side af et minut.

Kort efter var det, at mit smerteskrig gjaldede mellem betonlejlighederne og drev kvinden frem på altanen. Køreturen til Herlev gik fint. Jeg fik veer, min kæreste drejede, på min opfordring, for tidligt væk fra Tårnvej, og turen blev forlænget en anelse.
Hvorom alting er, nåede vi Herlev lidt over midnat og skulle nu finde fødemodtagelsen.
Men inden vi kom så langt, skulle vi først forbi to rødder af anden etnisk oprindelse, der sad og røg smøger ude foran skadestueindgangen. Naturligvis fik jeg en ve, lige da vi passerede dem. Aldrig har jeg set to brune drenge miste farven i ansigtet så hurtigt. De for op og tilbød mig at sidde, samtidig med at de ville hente hjælp. Min kæreste nussede mig på ryggen, mens han stille forklarede, at jeg bare havde en ve, og at vi nok skulle finde vej, når den var overstået. Deri tog han gruelig fejl.
Herlev Hospital er ikke alene ulogisk, det er også meget tomt midt om natten. Vi kom ind på 3. etage og skulle op på 4. etage. 4. etage var støvsuget for mennesker og gangene var lange og labyrintagtige.
Vi for vild. Vi for så meget vild, at vi måtte tilbage på 3. etage og begynde forfra.
Heldigvis mødte vi en sygeplejerske fra skadestuen, der nogenlunde kunne fortælle hvor på 4. etage fødemodtagelsen befandt sig. Hun havde også en rullestol, som hun gerne ville overdrage til os på vores mission find-fødemodtagelsen.
Og så gik det stærkt. Jeg sad i rullestolen, mens min kæreste løbeskubbede den ned af gangene på 4. etage.  
Vi blev modtaget, jeg blev undersøgt, og så bristede vores håb i et stort kollektivt suk. Jeg var nøjagtig lige så åben, som jeg havde været om morgenen på svangerambulatoriet. I guder, hvor kan sådan en besked bare ikke fortælles på nogen charmerende måde.
Vi fik lov at blive, og kunne overnatte på en sovesofa i de lokaler, hvor der bliver taget hæleprøver på nyfødte i dagtimerne.
Med vores bristede håb om snarligt at blive forældre igen, røg desuden min kærestes rolige sind.
Min kæreste var så træt af alle de falske alarmer, og jeg var så træt af veer, at vi klædte os af uden at mæle et ord til hinanden og forsøgte at falde i søvn.
De kunne have sparet den opredning, for ingen af os fik lukket et øje. Mine veer var lange og konstante. Mine medfølgende brøl var ligeledes lange og konstante. Da klokken nærmede sig tre, hvæsede min ellers så rolige kæreste at, nu kunne jeg fandeme godt se at finde en jordemoder og forlange en blokade eller et kejsersnit. På trods af den noget ufølsomme udmelding synes jeg, at begge dele lød fornuftigt og marcherede, lettere pigefornærmet, ned til fødemodtagelsen, hvor jeg igen blev undersøgt.
Denne gang var der ingen tvivl. Jeg var i fødsel og 5 centimeter åben.
 
Herlev Hospitals fødegang er fuld af velmenende, veluddannede og kompetente jordemødre, men stedet mangler sjæl. Min søn blev født på Frederiksberg hospital. Til de, der ikke har været på Frederiksberg, kan jeg fortælle, at bygningerne er gamle, panelerne høje, loftshøjden er 4-5 meter, og så er der tilmed malet himmel med måger i loftet. Jeg elskede den lillebitte, stemningsmættede fødestue på Frederiksberg.
Den fødestue, jeg blev tildelt på Herlev Hospital, er ikke værd at bruge lang tid på. Den var der bare. Hvis jeg skulle give et godt råd til landets fødeafdelinger, skulle det være at peppe stuerne lidt op. Det må være muligt at kaste en smule lune ind på stuerne, uden at gå på kompromis med hygiejne.

5 centimeter åben. Halvvejs. Efter dage og nætter med veer, var jeg nu halvvejs. Jeg kunne ikke mere. Mit glas var på ingen måde halvt fyldt. Jeg trængte til en pause. En smertefri pause med medfølgende magelighed. Jeg ville, på lige præcis det tidspunkt i forløbet, have solgt min sjæl til ham med hornene, forrådt mine kære og givet min stemme til Lars Tykke Rasmussen, hvis bare de lede, afskyelige, væmmelige og ækle veer, ville give mig en halv times fred og ro.
Alternativet kom i form af en hensynsløs anæstesilæge. Selv jordemoderen virkede bange for hende og vimsede rundt om mig, så jeg ikke skulle gøre narkosefruen mere sur, end hun allerede var. Jeg er sikker på, at det kvindemenneske indtager de fleste af sine måltider alene og afsides i kantinen på Herlev hospital. Dumme dame.
Men hendes narko virkede upåklageligt og forbilledligt. En formfuldendt fysisk frihed fik jeg i byttehandel, for at have ageret nålepude for den sure og fåmælte anæstesidulle.
Det var bestemt ikke så ringe. Jeg faldt i søvn næsten med det samme, mens jeg følte mig både frelst og befriet. Mine veer blev der holdt øje med via CTG, og mit blodtryk blev jævnligt målt af jordemoderen, der stak næsen forbi stuen med jævne mellemrum. Men det ænsede jeg ikke, da jeg sov, for hvad der på det tidspunkt var første gang i et par døgn.  
Set i lyset af det snegletempo jeg udvidede mig med, kan jeg kun levende forestille mig, hvordan snakken i jordemødrenes personalestue må have været. 
Min Jordemoder: ”Hun er godt nok langsom. Og nu er der 12 minutter mellem veerne. Jeg vil vædde med, at hun ikke føder inden Sankt Hans.”
Hendes kollega: ”Ja, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er de dovneste sammentrækninger nogen livmoder nogensinde har præsteret.”
Min jordemoder: ”Ha ha ha… Hvis bare der så var noget andet at lave. Her er godt nok stille i nat.”
Hendes kollega: ”Ja, smut du bare hjem. Der er vagtskifte om et par timer, og indtil da skal jeg nok holde øje med hendes blodtryk. Hun sover sikkert gennem hele dagvagten alligevel.”
Min jordemoder:
”Mener du det? Tak, jeg skylder dig en tjeneste.” 
Om det var sådan det foregik ved jeg ikke, men jeg fik senere at vide, at min jordemoder var gået hjem tidligt den morgen.
Klokken 6.30 vågnede jeg med den berømte følelse af at skulle af med noget. Jeg vågnede meget langsomt og kan huske, at jeg tænkte, at jeg da bare kunne lave en bæ lige der i sengen. Jeg orkede nemlig ikke at rejse mig. Det pressede på og pludselig kom jeg i tanke om, at det nok var babyen der var på vej. Jeg pressede lidt og kunne mærke, at noget gled nedad.
Jeg fandt den der snor, man hiver i, når man gerne vil have hjælp. Og det ville jeg gerne. Den nye jordemoder stak hovedet ind, og jeg fortalte hende, at jeg mente at jeg var ved at føde. Hun mærkede efter og sagde så bare: ”Du presser bare.”

Min kæreste kom på benene, og jeg pressede. Det gjorde afsindigt ondt, så snart de lukkede ned for bedøvelsen. Ved den næste ve, ville jordemoderen gerne mærke på mig samtidig. Hun nåede kun lige ”indenfor” og så gik vandet i en eksplosionslignede kaskade. På trods af min kærestes placering i nærheden af min hoved, sprøjtede vandet alligevel på hans sko og bukseben. Jeg gik i panik. Jeg kunne alt for godt huske, hvor ondt det gjorde, da jeg fødte min søn. Pludselig fortrød jeg, at jeg nogensinde var blevet gravid igen og med både tumult og spektakel, opførte jeg mig som en rædselsslagen kujon. Mens jeg greb fat om min kærestes nakke, forsøgte jeg at kravlebakke ud af sengen og væk fra jordemoderen, alt imens jeg brøleråbte så højt jeg kunne: ”Jeg tør ikke! Jeg tør ikke! Jeg tør ikke!”

Jordemoderen kiggede på min kæreste og sagde, at han måtte holde mig nede i sengen, for nu skulle babyen ud. Jeg blev holdt nede af flere personer, mens jeg pressede, stadig råbende, at jeg ikke turde.  
Den 31. marts klokken 6.53, 23 minutter efter jeg var vågnet fødte jeg en pige med tykke, bløde og runde kinder. En lille Nora Viola. Vores datter, Holgers søster.
Smerterne var væk. Bogstavelig talt. Blufærdigheden vendte tilbage, lige så bogstaveligt talt, så jeg blev kisteglad, da jeg ikke behøvede at blive syet, men bare kunne forsvinde ned under dynen med min lille pige.
Da jeg lå med hende under dynen, lige efter fødslen, kiggede jeg på hendes tykke kinder, opsvulmede øjne og boksetud. Jeg syntes, at hun var grim. Jeg syntes, at hun lignede mig og havde en kende ondt af pigebarnet. Det var ikke særlig rart at ligge der, og synes at hun ikke var jordens 8. vidunder. Hun var sød og min og alt muligt, men i min verden, kunne hun ikke knibe sig længere op ad vidunderlisten end til en nogen-og-tyvende-plads. Sådan var det bare.
Nu, her knap 2 måneder senere har hun givet konkurrenterne baghjul. Når jeg ser på hende nu, ser jeg den smukkeste og mest charmerende lille skabning. Hendes øjnes varme kan fastholde mig i, hvad der føles som timevis, hendes ansigt kan ikke skære en eneste grim grimasse og når hun smiler stjæler hun mit hjerte igen og igen. Hendes bror gør det samme ved mig og hendes fars kys lover ungerne eventyr og mig nætter med kærlighedsvrøvl og flere rollinger.
Blishønsene og dunhammerne er stadig i harmoni, min søns verdensbillede krakelerede ikke, men blev en anelse større, og vi er nu endnu flere til at elske hinanden, i vores 80 m2 store lejlighed i et stille hjørne af Rødovre. En lejlighed der nu også rummer lyserøde nullermænd i hjørnerne.

1 kommentar:

  1. Du har nu ikke noget at være ked af,- hvis den en dag ender i kejsersnit. Har prøvet begge dele, og der er ingen forskel andet end, at kejsersnit er noget hurtigere og mindre smertefuld...men kan da godt se, at der med et kejsersnit ikke er så stor en hændelse at koge suppe på...(gab)

    SvarSlet