Helvede tur - retur

I foråret fik vi besøg af mine forældre, der havde et godt tilbud, som lå langt over Lars Larsen-niveau.
De ville gerne invitere os på en uges rejse til en græsk ø. Alt betalt.
Skønt, tænkte jeg og smilte stille over, hvad det gør ved forældre at blive bedsteforældre.

I ugerne op til, hvad jeg siden har tænkt på som dommedag, begyndte min sædvanlige flyskræk at melde sig.
Jeg overvejede, som jeg har gjort så mange gange før, om de der nymodens flyvemaskiner nu også er til at stole på? Kunne vi ikke bare gå til Grækenland? Cykle? Hvor besværligt er det i grunden at flytte et land? Kunne man ikke rykke lidt rundt på øerne i det sydfynske øhav og gøre plads til Grækenland, dele af Portugal og de Kanariske Øer?

Som sikkert mange andre før mig har tænkt, begyndte nu den modbydelige indre dialog, om det ville være bedst, at vi alle omkom på samme flyver? Eller om det ville være snedigere at dele os i to hold? På den måde ville enten jeg og den ufødte overleve eller min kæreste og vores smukke lille dreng.
Mine forældre havde for længst bestilt og betalt rejsen, så beslutningen var taget for mig. Vi skulle ind i den samme flyver tirsdag den 10. august 2010 klokken 7.15.

Vi skulle, som alle andre, der trodser tyngdekraften, være i Kastrup lufthavn 2 timer før. Medregnes tiden det tager at komme til lufthavnen, den tid det tager at pakke det sidste, foruden tiden med at vække en baby og selv få øjne i hovedet, betød det for os, at vækkeuret blev sat til 3.30. Jeg tror end ikke, at en vis herre har fået vandkæmmet hornene på det tidspunkt.

På trods af hvad jeg mente måtte være god tid, blev vi alligevel nødt til at løbe lidt hurtigere end forventet, da pusletasken nær ikke var gået gennem sikkerhedskontrollen. Den morgenfriske sikkerhedskontrol- kontrollør, hev både solcreme, zinksalve og andre farlige baby-terror-dimser op og forklarede mig de internationale sikkerhedsregler. Tasken måtte igennem røgtenmaskinen flere gange, før vi blev sluppet ind i terminalen. Det tog en rum tid at bringe orden i pusletasken og vi måtte småløbe, med to gangbesværede ældre ud i den fjerneste krog af lufthavnen til vores gate.

Ind i flyveren med os. Jeg havde næsten ikke nået at dyrke min flyveangst, inden vi rullede ud på landingsbanen. Eller hedder det lettebanen, når man begynder?
Mens kaptajnen kom med den sædvanlige velkomstplade, kom angsten snigende ind fra alle kanter. Jeg vendte ryggen til min kæreste og søn, overbevist om at jeg havde set dem for sidste gang og påbegyndte en lang række af bønner til Gud, Allah, Buddha, Odin og Hans Christian Schmidt.

Oppe i luften har jeg det fint. Det er det der med at komme derop og komme ned igen, der er mit problem. Min taktik er, som jeg før var inde på, noget med at bede til alt og alle, jeg kan komme i tanke om. Desuden presser jeg arme, ben, ryg, mås og hoved mod væggen, gulvet, vinduet, sidemanden og i ryglænet på den, der sidder foran. Jeg er på den måde nem at genkende i en flyver.
Et par gange har der også været lyd på. Hvordan det præcis lyder, har jeg endnu ikke været i stand til at registrere, men det begynder med en række gisp, der minder lidt om dem jordemoderen siger, man skal lave, når man endnu ikke har fået grønt lys til at presse.
Med det i mente, vil det måske fremstå ligeså uforståeligt for jer, som det gør for mig, at jeg havde sagt ja tak til den rejse, velvidende, at vi skulle mellemlande på en anden græsk ø, inden vi ville ramme vores endelige destination.

Vi kom faktisk både op og ned alle 4 gange, og jeg måtte hver gang undertrykke trangen til at bryde ud i spontan jubel, over at have vundet over døden.
Naturligvis valgte vores søn at fejre første opstigning, ved at tømme maven for forrige døgns indtagelse af bondebrød, grød, agurk og melon.
Jeg kunne se på kærestens ansigtsudtryk, da han returnerede, at flytoiletter i den grad lader noget tilbage at ønske for forældre med blebørn.
Det er også sin sag, at få en baby til at falde i søvn i sådan en maskine, skulle jeg hilse og sige. Men det lukkedes at få drengen til at sove i hele 30 minutter, fra vi vækkede ham klokken 4 og indtil middagstid, da vi landede for sidste gang.
På trods af den manglende nattesøvn og formiddagslur var vores søn i strålende humør på hele turen og charmerede både stewardesser og medpassagerer.

Da maskinen holdt helt stille, takkede jeg endnu engang min Gud og skaber og glædede mig til at få fast grund under klapvognen.

Gloende hede smækkede os, som en varm og svedig bagermesternæve, på hver side af hovedet, da vi kom ud af helvedesmaskinen. Det var så slående en hede, at jeg nær var vendt rundt på hælen og havde taget turen tilbage til det kølige nord med det samme. Om så vi havde haft 20 mellemlandinger på turen.

Jeg rodede rundt i pusletasken for at finde solcremen frem, så vores søn hurtigst muligt kunne få den beskyttelse den kunne give.
Jeg havde, sikkerhedskontrol-kontrollørens formanende morgenopsang i frisk erindring, og havde derfor ikke turde tage den 200 ml store tube solcreme frem i flyvemaskinen, af frygt for at blive anklaget for terrorisme og den medfølgende risiko for ikke at kunne få landingstilladelse i den græske lufthavn, som jo så igen ville betyde, at jeg skulle bruge unødig lang tid i flyvemaskinen.

Det viste sig at være en rigtig dårlig ide. At gå i 40 graders hede, med en fedtet nyindsmurt baby i armene, er ikke nemt. Og det er slet ikke sjovt, at have en træt, nyindsmurt og puttelysten baby på skødet i en 50 grader varm bus.
De 20 minutter i bussen gjorde, at jeg igen troede, at vi alle skulle omkomme. Jeg var simpelthen nervøs for, at vi skulle smelte.

Jeg skal spare jer for en dybdegående beskrivelse af sejlturen til øen. Blot vil jeg nævne, at græsk harmonikamusik på en færge, man ikke kan komme væk fra, ikke hører til blandt mine favoritter.

Hotellet var fint. Drengen var træt, heden var ikke blevet mindre.
Sove kunne han, men kun i små 30 minutter, så vågnede han badet i sved og var meget tørstig.Resten af dagen gik nogenlunde, selvom vores søn ikke fik en brøkdel af den søvn, han plejer.
Da solen omsider fandt på at skinne et andet sted på jorden, gik vi ud for at spise.
Temperaturen dalede en anelse, og jeg nød ikke at styrtsvede, men blot dryppe lidt.
Fornøjelsen blev kort, for da solen endelig var helt forsvundet i horisonten, vågnede den næste plage.

Man skulle tro, at vi var en eksotisk fremmedartet delikatesse, for de gik virkelig til den, myggene. Vi blev ædt og løb hjem i dækning. Eller det troede vi, at vi gjorde. Det viste sig, at hotelværelset var myggenes hovedkvarter, og hverken min kæreste eller jeg fik lukket et øje den nat. Jeg opgav at tælle mine stik, da de stak med omtrent samme frekvens som pulsslag.
Vores lille forsvarsløse søn behersker endnu ikke evnen ”at klaske myg” og var prisgivet de blodtørstige sataner.
Ved 01-tiden var jeg ikke blot klar til at efterlade mand og barn for at hoppe i havet, jeg kunne også, hvis nogen havde bedt mig om det, have indgået en aftale med ham med de vandkæmmede horn. Det kan godt være, at han ikke var vågen ved rejsens begyndelse i Rødovre knap et døgn tidligere, men nu stod han og lo os lige op i ansigtet.

En del af natten, brugte jeg ved poolens kant, hvor jeg kørte vores søn frem og tilbage i klapvognen for at skabe lidt luft og gøre det sværere for myggene at lande.

42 myggestik talte jeg på hans lille krop næste morgen. På min venstre fod, havde jeg alene 13 af slagsen.
Vi fik fat i hotelindehaveren og købte os adgang til aircondition, så vi kunne holde døre og vinduer lukket. Satte en dims i stikkontakten, der dræbte de tilbageværende myg og lukkede os inde på hotellet.
Og sådan gik resten af ugen.

Smuk smuk ferie. Næste år tager vi en formiddagstur til Ringsted.