Hvor stort er mit hjerte?

Blå var engang farven på himmelen og stille søndagsensomhed.
Smuk var havets frådende sult på kysten langs Jyllands vilde side.
Dybde var nætter fulde af ord og milde promiller.

Nu er det så enkelt.
Blå, smukke og dybe er min søns øjne.

Rørende, knusende og sværmeriske fylder hans blå mine brune og siver, som varm og blød sirup, ned til mit forlegne og fortabte hjerte, hvorfra det pumper fryd, jubel og salighed men også fejhed og bæven rundt i hele min krop.
Jeg elsker.

Skanningen viste, at der ligger et nyt lillebitte hjerte i min mave og blinkevinker.

Jeg har til den 24. marts 2011. For der holder det lillebitte hjerte flyttedag.
Det flytter ud af min mave og skal finde et nyt sted af bo.
Jeg ved allerede nu hvor det skal flytte hen, men er i tvivl om der er plads.
Kan mit hjerte rumme mere hjerte?
Kan mit hjerte tåle flere smukke dybe blå øjne uden at gå til grunde i fryd, jubel, salighed, fejhed og bæven?

Når jeg spørger mit hjerte, har det kun et svar. Med sit brusende røde og varme blod råber det lige så stille og forsigtigt: ”Jeg kan rumme ti mere…”

Den første frygt

Min dreng er begyndt at kravle og rejse sig. Han mestrer disse færdigheder omtrent lige så godt, som en fisk flyver.

Min lille dreng falder, vælter, tumler og tilter konstant og hele tiden. Hans før så fine hud, er nu fuld af blå, gule og lilla mærker.
Han er frygtløs.
Frygtløs men ikke så klog.

Ved den hellige jomfrus spændte barm, hvor får jeg dog dårlige nerver, grå hår og nervøse trækninger, når han gør sig erfaringer med gulve, vægge og deslige.

Jeg vil derfor gerne høre jer, om I mener, at det ville være upraktisk, hvis jeg fik byttet gulvets træplanker ud med planker af polyesterskum? Om I tror, at det ville være svært at holde reoler af kaninskind rene? Og hvad med et rundt sofabord af skumfiduser, ville det kunne tåle almindelig stuetemperatur?
Jeg kunne også gå en helt anden vej.
Sofabordet kunne jeg hænge op i galvaniseret stålwire, så det svæver en god 1½ meter over gulvhøjde. Sofaer, reoler, lænestole, komfuret, planter, køleskabet og alt det det andet, kunne jeg montere på væggene med skruer og beslag. Så ville det bare kræve, at dørtrinene blev pillet af og hjørnerne slebet runde, inden jeg fylder lejligheden med en passende mængde vat og bomuld. Ville I mene, at 3-4 tons er nok til en treværelses?

I virkeligheden er det slet ikke min dreng, der går i stykker, men mig.

Pyha. Det giver sved på panden at være mor. Og hvis han er en flyvende fisk, så er jeg en gris i et træ.
Det er mig, der skal lære at se ham vokse, med alle de bump og buler et helt almindeligt liv giver. Det er mig, der skal beslutte, om han skal have en mor, der holder vejret og ser bange ud, når han vil blive dygtigere. Om han skal have en mor, der gisper højlydt når han falder, og derved fortæller ham, at det er farligt at blive dygtigere.
Det er mig, der skal passe på ham. Hans arme og ben, hans øjne og ansigt. Det er mig, der skal vurdere farer og risici.

Det er mig, der skal lære den ædle kunst at passe på ham, uden at skade ham. Både hans krop, hans sind  og hans vilje.
Det store spørgsmål er så, hvem af os der først mestre vores nye udfordring, ham eller jeg?
Selv sætter jeg min opsparing på knægten.

Morfumlende kærlighed

I morgen stopper jeg min dreng ned i en størrelse 50. Sådan en lille for-første-gang-båret og morfumlende kærlighedsindkøbt heldragt med tilhørende hjelm.
Når han er kommet i den, syr jeg ærmerne sammen og slår kællingeknob på buksebenene.
Når han så sidder der, indgår jeg en aftale med ham. Han skal stoppe med at vokse. Faktisk skal han helst skrumpe lidt. Skrumpe, så han igen trækker benene op under sig, når jeg løfter ham. Skrumpe, så han igen dufter himelsk af friskbagt menneske og forfærdelig af gammel navlestump.
Min del af aftalen er enkel. Jeg lover at give ham hundrede kys på næsen og en godantsang, på månesprog, der aldrig ender.

Nej, jeg tror hellere, at jeg vil lægger ham i stræk. Et stræk der trækker ham hurtigt ud i alle retninger.
Så lærer han at kravle og sætte sig op. Han får et ekstra træk i strækken og lærer at gå.
Jeg må begynde at se mig for, når jeg bærer vasketøjet ud på tørresnoren, for pludselig står han foran mig med sin nye lange tunge, der også har været underlagt et moderat træk, og spørg mig om noget at drikke.
Hen over frokost, kan jeg slet ikke styre mig. Jeg trækker og strækker i alle hans ender og begynder at læse "Brødrene Løvehjerte" for ham.
Når hans far kommer hjem, kigger han undrende på mig, når vores søn spørger ham om han må låne nogle penge til at invitere smukke Maja fra Snerlevej i biografen.

Jeg synes, at det går for hurtigt. Jeg syne,s at det går for langsomt.
Præcis hvordan det kan lade sig gøre, er jeg slet ikke klog nok til at regne ud, men jeg føler mig på en og samme gang både forpustet og utålmodig.
Jeg vil holde på det der var, jeg vil se det der kommer.

Det er en kunst at blive i nuet.
Ikke at lade sig forblænde af gårsdagens kendthed og nemhed. Ikke at længes efter nye færdigheder og kundskaber.
Min dreng er en sær mellemting, mellem det han var, og det han bliver.
Han er ualmindelig dum og svær at blive klog på for tiden.
Han kan alt og ingenting på en gang.
Jeg ser ham vælte forover, når han forsøger at være stor og kravle.
Jeg ser ham putte skeen omvendt ind i munden, selv om han godt ved, at det er den anden ende der er mad på.
Jeg undres over, hver aften når han skal puttes, at finde en ny dreng i hans seng, der ikke kan falde i søvn på samme måde som dagen før.
Han kan med bævrende underlæbe glo usikkert på sin mormor, som han ellers kender godt, for derefter at sende kassedamen et af sine fantastiske smil.
 

Så i morgen vil jeg nyde ham, som den han nu beslutter sig for at være i morgen. Uagtet at han kun kan rulle venstre om uden tanke for, hvor nemt jeg fik ham til at sove før. Leve med at maden falder på gulvet og ikke i munden.
I morgen lever vi med livets hastighed. Mig og min dejlige dumme unge.

Solen må skamme sig

Jeg er bange for at glemme.
Jeg vil så gerne huske, den overraskende fedtede, men forventede varme fornemmelse af nyfødt menneske, nænsomt lagt på min mave.
Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske duften af nyvågnet baby med knyttede hænder.
Eller, at sidde i natten, uden at kende tiden, og høre rummet fyldes af en mave der mættes.

Min lille dreng vokser. Jeg forsøger, at indtage alt det der forgår, mellem ham og verden, der også vokser ved hvert af hans åndedrag.
Jeg forsøger, at indfange hans fikserede blik, når solen rammer vandfadet ved siden af puslebordet og kaster lysende reflekser op på væggen.
Han nyser når jeg støvsuger. Aldrig kun en gang, altid kommer de i serier, nysene. Det sidste nys i rækken, bliver aldrig til noget, men slipper alligevel væk, som en let rallen uden R’erne. Jeg vil gerne huske det, ikke lade det slippe fra mig.

Tænk, hvis jeg glemmer den første latter. Den allerførste latter, der lettede uventet og fyldte resten af dagen, så der ikke var plads til hverken alvor eller middagsmad.
Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg om 10, 20, 40 eller 60 år vil huske hver eneste af hans smæklækre og tykke deller, der gemmer på skidt, møg og drømmenes nullermænd?

Mon jeg kan fastholde minderne om en lille fyr, der, da sulten tog overhånd, tog til takke med sin fars næse?
Når han, inden længe, lærer at gå, løbe, cykle, stemple en togbillet og bestille en flyrejse til Congo eller Aalborg, vil jag så huske, hvor spøjst og uvirksomt hans første forsøg på at flytte sig var?

Men en ting er jeg sikker på aldrig at glemme. Hans smil. Når min dreng smiler, må solen skamme sig.

Fødselsberetning.

Jeg var 41 + 4. I de foregående uger, havde jeg hver dag ment, at netop den dag, ville blive vores barns fødselsdag. Under det påskud, havde jeg, på de 11 dage, spist 3 lagkager. Det var en fantastisk tid.
Som en stor fed bidronning, sad jeg i min sofa og delte kommandoer ud til alle der kom forbi. Bring mig dette, hent mig hint. Klø mig på knæet, hiv mig op og deslige.
Det var også en frustrerende tid. Ungen i min mave, lå og hyggede sig og viste ikke nogle tegn på snart at komme ud. Det er jo egentlig forståelig nok, alle de lagkager taget i betragtning.
Min jordemoder, det skønne kvindemenneske - må hendes liv blive lyst, langt og fuld af hårde pakker til jul, havde siden begyndelsen af november sendt mig en ugentlig tur på fødegangen, da babyens hjertelyd flimrede lidt.
Således lå jeg, også denne mandag, på fødegangen, med 1½ meter elastik viklet om maven og skulle trykke på en knap, hver gang babyen bevægede sig.
Hvad der præcis var årsagen, er jeg ikke helt klar over, men mens jeg lå der og drømte om den lagkage jeg ville hjem og lave, besluttede det samlede Frederiksbergske jordemoderkorps, at de ville sætte fødslen i gang denne dag. Det gjorde de så. Men ikke uden først, at have sikret sig, at den lille kunne klare det. De gav mig en halv times veer, men de holdt nøje øje med babyen.
Hvem af dem, der fik ideen med ballonen ved jeg ikke, men vidste jeg det, ville jeg mægtig gerne plukke et par hundrede høns med vedkommende, for det gjorde nas.
Ballonen blev sat op omkring klokken 14.30 og jeg blev sendt hjem, med klare instrukser om, at indfinde mig igen ved 20-tiden til indlæggelse.

Klokken 17 kiggede min kæreste på min smerteforvredne krop og sagde, at vi skulle tilbage på hospitalet. Han havde opgivet at finde ud af hvor langt der var mellem veerne, den ene afløste den anden. Jeg fik hvæset noget med, at vi først havde en aftale klokken 20.. Det fik jeg ikke lov til at bestemme. Tilbage på hospitalet skulle der køres en strimmel og konfereres frem og tilbage inden læge og jordemoderen besluttede at pille ballonen ud igen. Da var klokken hen ad 20.00. Jeg glædede mig til at få af vide, at de sidste mange timers ve-storm havde resulteret i, at jeg mindst måtte være åbnet 8 cm.
”En halv centimeter”, sagde jordemoderen og smilede til mig.

For at gøre en lang nat kort, blev vi sendt hjem igen. Veerne var gået helt i sig selv og aftalen var at jeg skulle ringe om morgenen og aftale en ny slagplan. Klokken 22.30 begyndte helt almindelige smertefyldte veer som jeg lå og rodede med hele natten. Klokken 6 vækkede jeg min kæreste og fortalte at der var 3 minutter mellem dem. Vi tog på hospitalet, fik et venteværelse, fik konstateret at nattens anstrengelser havde resulteret i en fin 3 centimeteråbning. Endelig i fødsel!

Jordemoderen, som lige var mødt ind, havde de mildeste blå øjne og spurgte mig om der var noget jeg havde brug for at fortælle hende.
Jeg bad hende passe godt på min baby og hans lille hjerte og spurgte om hun ville få det til at holde op med at gøre ondt. Og da gjorde hun noget, jeg skulle få at se rigtig mange gange resten af den dag. Hun smilede med hele hovedet og gav mig to thumbs up.

Jeg fik en fødestue, fik hjælp til at tømme tarmene, fik taget vandet, fik sat elektrode på babyens hoved og fik lagt drop til vestimulerende og saltvand.
Jordemoderen sad mellem mine ben og hjalp mig gennem veerne mens vi ventede på den lokale pusher med epidoralblokaden. Hver gang jeg havde haft en ve, kiggede jeg ned af mig selv og så to milde blå øjne og to thumbs up mellem mine ben.
Så kom pusheren. Og han fortjener et par linier. Han var tysk og talte med kraftig accent. Da han, flankeret af sin lige så tyske praktikant, kom ind på stuen, så han helt almindelig ud. Men inden jeg skulle agere nålepude, iførte manden sig en bandana med det amerikanske flag og et par sygekassebriller. Han havde svært ved at ramme og jeg havde svært ved at sidde stille. Og det er der vel egentlig ikke noget at sige til situationen taget i betragtning. Veer der skyllede gennem underlivet og to mennesker, der sad bag mig med nåle mens de talte tysk. Heldigvis fik jeg, ud af øjenkrogen, øje på to tumbs up.
Epidoralen begyndte at virke og jeg fik halvanden time med nogenlunde ro på. Jeg var desværre ikke en af dem, der intet kunne mærke, men toppen blev taget. I hvert fald nok til at jeg igen begyndte at drømme om lagkager.

Epidoralen blev lukket ned og jeg gik over til lattergas. Jeg kom op og stå, og havde det rigtig fint med det. Pressetrangen kom og jeg pressede. Desværre røg elektroden af babyens hoved og jeg var nødt til at lægge mig igen. Det ærgrer mig stadig, at jeg ikke fik lov at føde stående/på hug. Jeg følte nemlig, at jeg havde kontrol i den position.
Jordemoderen thumbsede up, det bedste hun havde lært og jeg pressede og pressede. På det her tidspunkt var jeg træt. Meget træt. Klokken var omkrig 15.00 og jeg orkede ikke mere.
Det fortalte jeg jordemoderen. Hun var ikke rigtig lydhør overfor mine beklagelser og sagde bare, at jeg var dygtig og gav mig… ja, to thumbs up.
På et tidspunkt, sikkert for at motivere mig, holdt hun et spejl ned mellem mine ben, så jeg kunne se babyens hoved. Men det eneste jeg kunne se, var en bæ, der også var på vej ud af mig. Derefter gav jeg op. Jeg kunne høre jordemoderen forsøge sig med en peptalk og bad mig kigge på hende. Det nægtede jeg, da jeg var sikker på, at hendes to milde blå øjne og hendes, på det tidspunkt, skide-thumbs up, bare ville overtale mig til at fortsætte.
Det korte af det lange blev, at hun måtte finde en læge, det kunne trække babyen ud. Det er mig stadig en gåde, hvordan det lykkedes lægen, at hive min baby ud af mit skød. Hun var end ikke halvanden meter høj og havde arme som tændstikker. På to veer, fik hun halet ham ud.

Varm, blød, fedtet og guddommelig smuk lagde damen med de milde blå øjne vores søn op på min mave. Smerten var væk og lidelserne ligegyldige. Jeg var blevet mor.

Nu er der gået et halvt år, og drengen ligger og leger på et tæppe foran mine fødder. Hans far spiser vandmelon og lykken er ikke længere væk, end at vi alle kan holde om den og hinanden.

Hundehoveder, tissekonen fra Forum og vidunderet!

Morten Ramsland fantastiske slægtsroman "Hundehoved" har de seneste par dage fået mig til at klukke og le højlydt. Den har, med sin smukke og grimme fremstilling af hovedpersonen Asgers familiemedlemmer, fået mig til at elske min egen og min kærestes meget forskellige familiers historie. 
Jeg glæder mig til selv, at skulle fortælle mit barn om det, der kom før ham/hende.
Jeg glæder mig til at fortælle om Oldefarmor, der som barn tog med sin mor i på arbejde i Forum som "Tissekone", inden hun selv giftede sig med en hestehandlers søn og blev slikmutter i Solrød.
Jeg glæder mig til at fortælle om morfar og mormors scisillianske nætter med mafiaen, mosters barndom i Colombia, flygtige drømme og vedvarende besættelser hos fætre og kusiner og alle mulige andre historier fra tiden der kom før vores barn.
Jeg håber, at jeg vil vedblive at komme i tanke om gamle farverige historier og nye blostrende løgne, der som et smukt og grimt hæklet tæppe, vil lune og hygge om mit barns fantasi og selvforståelse.
Jeg glæder mig til at se mit barns, mine gener taget i betragtning, store flappende ører dirre, når jeg igen fortæller om dengang jeg kom til verden og straks blev bortadopteret, præcis som moster, der en vinteraften landede i Kastrup, efter far havde hentede hende hjem fra Colombia. Om hendes manglende tænder, underlige duft og fremmede sprog. og om farmor, fars mor, der i løbet af 1970'erne ved egen og naturens underfundige hjælp, selv fødte fire kernesunde unger også selvom den ene kom ud med røven først.
Men den historie, jeg sikkert kommer til at fortælle flest gange til vores lille barn, er den der fortæller, hvor glade alle blev, da de fik at vide at han/hun var på vej.
Nu har vi nemlig fortalt alle mormødre, kusiner, mostre, farbrødre og hvem der ellers er at finde, på rollelisten i vores barns fortid, nutid og fremtid at verdens 8. vidunder snart vil se dagens lys.

Liberale libanesiske modeltogssamlere.

Så kan jeg give det føste punkt på fødselsforberedelseslisten et flueben.
Det første spadestik i den den kulturelle muldjord er taget. Rollingen i min mave har været til sin første 1. maj på Fælleden.

Jeg sad på den historiske plet i København og hørte Helle Thorning forsikre mig og min ufødte om, at Socialdemokratiet når, og ikke hvis, de kommer til magten, vil løfte os ud af krisen med et tiltrængt ansigtsløft af det offentlige. Bedre skoler, daginstitutioner, sygehuse og plejehjem skal gennem massive statslige økonomiske indsprøjtninger sætte gang i økonomien igen.
Tænk sig, om alt går vel, vil vores dejlige rollinger vokse op med toiletter der virker i daginstitutionerne, opdaterede verdenskort i klasselokalerne og svamp- og mugfri lokaler. Hvor er det dog fantastisk.

Ud over de dejlige fremtidsudsigter for vores børn og vores land, bød dagen også på en lang række sanseindtryk, der gjorde mig glad og fornøjet.
Unge fulde lømler med fornuften tabt i promillerne, gamle metalarbejdere for hvem ord som solidaritet og fællesskab giver mening og endda en tåre i øjenkrogen, blege punkere med opsat hår leverede den ene improviserede catwalk efter den anden, duller med blomster i håret og lumre blikke til de føromtalte lømler og alle mulige andre glade forårstosser, der blot benyttede solskinnet til at se sig om i virakken.
Jeg levede lidt ekstra i går. Smilte lidt bredere. Mærkede foråret i og udenfor maven lidt tydeligere.

Nu kigger jeg mig om efter det næste gedemarked, jeg kan udsætte mig selv og rollingen for. Skal det være en liberal grundlovsfest? Et libanesisk globryllup? Modeltogssamlernes årlige sommerfest? Jeg aner det ikke. Men en ting ved jeg. Jeg vil udsætte mig selv og mit ufødte barn, for så mange oplevelser af social, meningsfuld og festlig karakter som muligt. Jeg vil overraskes, forundres, grine og le så meget jeg overhovedet orker, mens min mave er vært for et nyt lille menneske.
Den slags fødselsforberedelse tror jeg er vigtig.

Nu.

Min kæreste og jeg skal også være forældre til december.

Hvor er det mærkeligt at skrive. Det er første gang jeg ser det på skrift. Forældre.
Jeg har selv forældre, min kæreste har forældre, de fleste jeg kender har forældre og hver dag på mit arbejde i børnehaven, møder jeg et utal af forældre.
Der er ikke noget unormalt eller mærkeligt i at blive mor eller far, forældre.
Jeg ved det godt. Det er sket i millioner af år, i tusindevis af generationer. Det er helt naturligt.

- Vel er det ej!
Det er fuldstændig vanvittigt, euforisk, uforståeligt og syltet ind i mærkelige nye og vidunderlige følelser og fantastiske fornemmelser. Jeg tror at jeg, på mere en en måde, vil gå ud af mit gode skind i løbet af de næste måneder.

Tillykke til mig og min dejlige kæreste.

Drømmen

Skrevet ca. 2007

Jeg er mor. Ikke lige nu, men på et tidspunkt længere ude i livet, da er jeg mor.
Jeg er mor til nogle børn, jeg ikke kender endnu. Men det kommer jeg til.
Det er vigtigt, at der kommer nok af dem. For ind imellem vil jeg, når jeg bliver mor, gerne have fred. Når det sker, er det godt for børn, hvis der er flere af dem.

De bliver smukke og beskidte og støjende. De bliver kloge og grimme og fulde af sår på knæene.
De bliver mine. Og jeg bliver mor. Sådan bliver det.

Når jeg bliver mor, og ikke vil have fred, så vil jeg gerne bruge min tid sammen med dem.
Så vil jeg gerne binde deres knuder og deres galskab op. Når jeg bliver mor, vil jeg gerne lære dem at holde af grønlangkål og hinanden.
Jeg vil elske at bilde dem historier på ærmet, lyve for dem i kærlighedens og fantasiens navn og lytte til deres drømme.

Jeg kludrer nok i det, når jeg bliver mor. Jeg vil sikkert blive lidt af en kluddermor, og komme til at bytte rundt på deres madkasser og gymnastiksko. Måske kommer jeg endda til at bytte rundt på deres navne.
Men det kan jeg jo undgå, hvis de alle sammen hedder det samme.
Derfor vil jeg navngive alle mine børn ”Torben”. De må også gerne få andre navne. Navne som Thøger, Marie, Mikkel, Thomas og Lisa, men de skal også hedde Torben – alle sammen!

De vil få lov til at kravle en hel masse. Både op og ned. Og rundt i gul, blå og rød maling. Så laver vi en kunstudstilling, og jeg lærer dem at interessere sig for andres drømme.

Deres far vil kysse mig og kalde mig en slank hval, når jeg for Gud ved hvilken gang fortæller ham, at der er en lille ny Torben på vej.

Jeg er mor, det er min drøm.