Morten Ramsland fantastiske slægtsroman "Hundehoved" har de seneste par dage fået mig til at klukke og le højlydt. Den har, med sin smukke og grimme fremstilling af hovedpersonen Asgers familiemedlemmer, fået mig til at elske min egen og min kærestes meget forskellige familiers historie.
Jeg glæder mig til selv, at skulle fortælle mit barn om det, der kom før ham/hende.
Jeg glæder mig til at fortælle om Oldefarmor, der som barn tog med sin mor i på arbejde i Forum som "Tissekone", inden hun selv giftede sig med en hestehandlers søn og blev slikmutter i Solrød.
Jeg glæder mig til at fortælle om morfar og mormors scisillianske nætter med mafiaen, mosters barndom i Colombia, flygtige drømme og vedvarende besættelser hos fætre og kusiner og alle mulige andre historier fra tiden der kom før vores barn.
Jeg håber, at jeg vil vedblive at komme i tanke om gamle farverige historier og nye blostrende løgne, der som et smukt og grimt hæklet tæppe, vil lune og hygge om mit barns fantasi og selvforståelse.
Jeg glæder mig til at se mit barns, mine gener taget i betragtning, store flappende ører dirre, når jeg igen fortæller om dengang jeg kom til verden og straks blev bortadopteret, præcis som moster, der en vinteraften landede i Kastrup, efter far havde hentede hende hjem fra Colombia. Om hendes manglende tænder, underlige duft og fremmede sprog. og om farmor, fars mor, der i løbet af 1970'erne ved egen og naturens underfundige hjælp, selv fødte fire kernesunde unger også selvom den ene kom ud med røven først.
Men den historie, jeg sikkert kommer til at fortælle flest gange til vores lille barn, er den der fortæller, hvor glade alle blev, da de fik at vide at han/hun var på vej.
Nu har vi nemlig fortalt alle mormødre, kusiner, mostre, farbrødre og hvem der ellers er at finde, på rollelisten i vores barns fortid, nutid og fremtid at verdens 8. vidunder snart vil se dagens lys.
Jeg glæder mig til selv, at skulle fortælle mit barn om det, der kom før ham/hende.
Jeg glæder mig til at fortælle om Oldefarmor, der som barn tog med sin mor i på arbejde i Forum som "Tissekone", inden hun selv giftede sig med en hestehandlers søn og blev slikmutter i Solrød.
Jeg glæder mig til at fortælle om morfar og mormors scisillianske nætter med mafiaen, mosters barndom i Colombia, flygtige drømme og vedvarende besættelser hos fætre og kusiner og alle mulige andre historier fra tiden der kom før vores barn.
Jeg håber, at jeg vil vedblive at komme i tanke om gamle farverige historier og nye blostrende løgne, der som et smukt og grimt hæklet tæppe, vil lune og hygge om mit barns fantasi og selvforståelse.
Jeg glæder mig til at se mit barns, mine gener taget i betragtning, store flappende ører dirre, når jeg igen fortæller om dengang jeg kom til verden og straks blev bortadopteret, præcis som moster, der en vinteraften landede i Kastrup, efter far havde hentede hende hjem fra Colombia. Om hendes manglende tænder, underlige duft og fremmede sprog. og om farmor, fars mor, der i løbet af 1970'erne ved egen og naturens underfundige hjælp, selv fødte fire kernesunde unger også selvom den ene kom ud med røven først.
Men den historie, jeg sikkert kommer til at fortælle flest gange til vores lille barn, er den der fortæller, hvor glade alle blev, da de fik at vide at han/hun var på vej.
Nu har vi nemlig fortalt alle mormødre, kusiner, mostre, farbrødre og hvem der ellers er at finde, på rollelisten i vores barns fortid, nutid og fremtid at verdens 8. vidunder snart vil se dagens lys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar