Fødselsberetning.

Jeg var 41 + 4. I de foregående uger, havde jeg hver dag ment, at netop den dag, ville blive vores barns fødselsdag. Under det påskud, havde jeg, på de 11 dage, spist 3 lagkager. Det var en fantastisk tid.
Som en stor fed bidronning, sad jeg i min sofa og delte kommandoer ud til alle der kom forbi. Bring mig dette, hent mig hint. Klø mig på knæet, hiv mig op og deslige.
Det var også en frustrerende tid. Ungen i min mave, lå og hyggede sig og viste ikke nogle tegn på snart at komme ud. Det er jo egentlig forståelig nok, alle de lagkager taget i betragtning.
Min jordemoder, det skønne kvindemenneske - må hendes liv blive lyst, langt og fuld af hårde pakker til jul, havde siden begyndelsen af november sendt mig en ugentlig tur på fødegangen, da babyens hjertelyd flimrede lidt.
Således lå jeg, også denne mandag, på fødegangen, med 1½ meter elastik viklet om maven og skulle trykke på en knap, hver gang babyen bevægede sig.
Hvad der præcis var årsagen, er jeg ikke helt klar over, men mens jeg lå der og drømte om den lagkage jeg ville hjem og lave, besluttede det samlede Frederiksbergske jordemoderkorps, at de ville sætte fødslen i gang denne dag. Det gjorde de så. Men ikke uden først, at have sikret sig, at den lille kunne klare det. De gav mig en halv times veer, men de holdt nøje øje med babyen.
Hvem af dem, der fik ideen med ballonen ved jeg ikke, men vidste jeg det, ville jeg mægtig gerne plukke et par hundrede høns med vedkommende, for det gjorde nas.
Ballonen blev sat op omkring klokken 14.30 og jeg blev sendt hjem, med klare instrukser om, at indfinde mig igen ved 20-tiden til indlæggelse.

Klokken 17 kiggede min kæreste på min smerteforvredne krop og sagde, at vi skulle tilbage på hospitalet. Han havde opgivet at finde ud af hvor langt der var mellem veerne, den ene afløste den anden. Jeg fik hvæset noget med, at vi først havde en aftale klokken 20.. Det fik jeg ikke lov til at bestemme. Tilbage på hospitalet skulle der køres en strimmel og konfereres frem og tilbage inden læge og jordemoderen besluttede at pille ballonen ud igen. Da var klokken hen ad 20.00. Jeg glædede mig til at få af vide, at de sidste mange timers ve-storm havde resulteret i, at jeg mindst måtte være åbnet 8 cm.
”En halv centimeter”, sagde jordemoderen og smilede til mig.

For at gøre en lang nat kort, blev vi sendt hjem igen. Veerne var gået helt i sig selv og aftalen var at jeg skulle ringe om morgenen og aftale en ny slagplan. Klokken 22.30 begyndte helt almindelige smertefyldte veer som jeg lå og rodede med hele natten. Klokken 6 vækkede jeg min kæreste og fortalte at der var 3 minutter mellem dem. Vi tog på hospitalet, fik et venteværelse, fik konstateret at nattens anstrengelser havde resulteret i en fin 3 centimeteråbning. Endelig i fødsel!

Jordemoderen, som lige var mødt ind, havde de mildeste blå øjne og spurgte mig om der var noget jeg havde brug for at fortælle hende.
Jeg bad hende passe godt på min baby og hans lille hjerte og spurgte om hun ville få det til at holde op med at gøre ondt. Og da gjorde hun noget, jeg skulle få at se rigtig mange gange resten af den dag. Hun smilede med hele hovedet og gav mig to thumbs up.

Jeg fik en fødestue, fik hjælp til at tømme tarmene, fik taget vandet, fik sat elektrode på babyens hoved og fik lagt drop til vestimulerende og saltvand.
Jordemoderen sad mellem mine ben og hjalp mig gennem veerne mens vi ventede på den lokale pusher med epidoralblokaden. Hver gang jeg havde haft en ve, kiggede jeg ned af mig selv og så to milde blå øjne og to thumbs up mellem mine ben.
Så kom pusheren. Og han fortjener et par linier. Han var tysk og talte med kraftig accent. Da han, flankeret af sin lige så tyske praktikant, kom ind på stuen, så han helt almindelig ud. Men inden jeg skulle agere nålepude, iførte manden sig en bandana med det amerikanske flag og et par sygekassebriller. Han havde svært ved at ramme og jeg havde svært ved at sidde stille. Og det er der vel egentlig ikke noget at sige til situationen taget i betragtning. Veer der skyllede gennem underlivet og to mennesker, der sad bag mig med nåle mens de talte tysk. Heldigvis fik jeg, ud af øjenkrogen, øje på to tumbs up.
Epidoralen begyndte at virke og jeg fik halvanden time med nogenlunde ro på. Jeg var desværre ikke en af dem, der intet kunne mærke, men toppen blev taget. I hvert fald nok til at jeg igen begyndte at drømme om lagkager.

Epidoralen blev lukket ned og jeg gik over til lattergas. Jeg kom op og stå, og havde det rigtig fint med det. Pressetrangen kom og jeg pressede. Desværre røg elektroden af babyens hoved og jeg var nødt til at lægge mig igen. Det ærgrer mig stadig, at jeg ikke fik lov at føde stående/på hug. Jeg følte nemlig, at jeg havde kontrol i den position.
Jordemoderen thumbsede up, det bedste hun havde lært og jeg pressede og pressede. På det her tidspunkt var jeg træt. Meget træt. Klokken var omkrig 15.00 og jeg orkede ikke mere.
Det fortalte jeg jordemoderen. Hun var ikke rigtig lydhør overfor mine beklagelser og sagde bare, at jeg var dygtig og gav mig… ja, to thumbs up.
På et tidspunkt, sikkert for at motivere mig, holdt hun et spejl ned mellem mine ben, så jeg kunne se babyens hoved. Men det eneste jeg kunne se, var en bæ, der også var på vej ud af mig. Derefter gav jeg op. Jeg kunne høre jordemoderen forsøge sig med en peptalk og bad mig kigge på hende. Det nægtede jeg, da jeg var sikker på, at hendes to milde blå øjne og hendes, på det tidspunkt, skide-thumbs up, bare ville overtale mig til at fortsætte.
Det korte af det lange blev, at hun måtte finde en læge, det kunne trække babyen ud. Det er mig stadig en gåde, hvordan det lykkedes lægen, at hive min baby ud af mit skød. Hun var end ikke halvanden meter høj og havde arme som tændstikker. På to veer, fik hun halet ham ud.

Varm, blød, fedtet og guddommelig smuk lagde damen med de milde blå øjne vores søn op på min mave. Smerten var væk og lidelserne ligegyldige. Jeg var blevet mor.

Nu er der gået et halvt år, og drengen ligger og leger på et tæppe foran mine fødder. Hans far spiser vandmelon og lykken er ikke længere væk, end at vi alle kan holde om den og hinanden.