Jeg er bange for at glemme.
Jeg vil så gerne huske, den overraskende fedtede, men forventede varme fornemmelse af nyfødt menneske, nænsomt lagt på min mave.
Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske duften af nyvågnet baby med knyttede hænder.
Eller, at sidde i natten, uden at kende tiden, og høre rummet fyldes af en mave der mættes.
Min lille dreng vokser. Jeg forsøger, at indtage alt det der forgår, mellem ham og verden, der også vokser ved hvert af hans åndedrag.
Jeg forsøger, at indfange hans fikserede blik, når solen rammer vandfadet ved siden af puslebordet og kaster lysende reflekser op på væggen.
Han nyser når jeg støvsuger. Aldrig kun en gang, altid kommer de i serier, nysene. Det sidste nys i rækken, bliver aldrig til noget, men slipper alligevel væk, som en let rallen uden R’erne. Jeg vil gerne huske det, ikke lade det slippe fra mig.
Tænk, hvis jeg glemmer den første latter. Den allerførste latter, der lettede uventet og fyldte resten af dagen, så der ikke var plads til hverken alvor eller middagsmad.
Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg om 10, 20, 40 eller 60 år vil huske hver eneste af hans smæklækre og tykke deller, der gemmer på skidt, møg og drømmenes nullermænd?
Mon jeg kan fastholde minderne om en lille fyr, der, da sulten tog overhånd, tog til takke med sin fars næse?
Når han, inden længe, lærer at gå, løbe, cykle, stemple en togbillet og bestille en flyrejse til Congo eller Aalborg, vil jag så huske, hvor spøjst og uvirksomt hans første forsøg på at flytte sig var?
Men en ting er jeg sikker på aldrig at glemme. Hans smil. Når min dreng smiler, må solen skamme sig.
Jeg vil så gerne huske, den overraskende fedtede, men forventede varme fornemmelse af nyfødt menneske, nænsomt lagt på min mave.
Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan huske duften af nyvågnet baby med knyttede hænder.
Eller, at sidde i natten, uden at kende tiden, og høre rummet fyldes af en mave der mættes.
Min lille dreng vokser. Jeg forsøger, at indtage alt det der forgår, mellem ham og verden, der også vokser ved hvert af hans åndedrag.
Jeg forsøger, at indfange hans fikserede blik, når solen rammer vandfadet ved siden af puslebordet og kaster lysende reflekser op på væggen.
Han nyser når jeg støvsuger. Aldrig kun en gang, altid kommer de i serier, nysene. Det sidste nys i rækken, bliver aldrig til noget, men slipper alligevel væk, som en let rallen uden R’erne. Jeg vil gerne huske det, ikke lade det slippe fra mig.
Tænk, hvis jeg glemmer den første latter. Den allerførste latter, der lettede uventet og fyldte resten af dagen, så der ikke var plads til hverken alvor eller middagsmad.
Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg om 10, 20, 40 eller 60 år vil huske hver eneste af hans smæklækre og tykke deller, der gemmer på skidt, møg og drømmenes nullermænd?
Mon jeg kan fastholde minderne om en lille fyr, der, da sulten tog overhånd, tog til takke med sin fars næse?
Når han, inden længe, lærer at gå, løbe, cykle, stemple en togbillet og bestille en flyrejse til Congo eller Aalborg, vil jag så huske, hvor spøjst og uvirksomt hans første forsøg på at flytte sig var?
Men en ting er jeg sikker på aldrig at glemme. Hans smil. Når min dreng smiler, må solen skamme sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar