Morfumlende kærlighed

I morgen stopper jeg min dreng ned i en størrelse 50. Sådan en lille for-første-gang-båret og morfumlende kærlighedsindkøbt heldragt med tilhørende hjelm.
Når han er kommet i den, syr jeg ærmerne sammen og slår kællingeknob på buksebenene.
Når han så sidder der, indgår jeg en aftale med ham. Han skal stoppe med at vokse. Faktisk skal han helst skrumpe lidt. Skrumpe, så han igen trækker benene op under sig, når jeg løfter ham. Skrumpe, så han igen dufter himelsk af friskbagt menneske og forfærdelig af gammel navlestump.
Min del af aftalen er enkel. Jeg lover at give ham hundrede kys på næsen og en godantsang, på månesprog, der aldrig ender.

Nej, jeg tror hellere, at jeg vil lægger ham i stræk. Et stræk der trækker ham hurtigt ud i alle retninger.
Så lærer han at kravle og sætte sig op. Han får et ekstra træk i strækken og lærer at gå.
Jeg må begynde at se mig for, når jeg bærer vasketøjet ud på tørresnoren, for pludselig står han foran mig med sin nye lange tunge, der også har været underlagt et moderat træk, og spørg mig om noget at drikke.
Hen over frokost, kan jeg slet ikke styre mig. Jeg trækker og strækker i alle hans ender og begynder at læse "Brødrene Løvehjerte" for ham.
Når hans far kommer hjem, kigger han undrende på mig, når vores søn spørger ham om han må låne nogle penge til at invitere smukke Maja fra Snerlevej i biografen.

Jeg synes, at det går for hurtigt. Jeg syne,s at det går for langsomt.
Præcis hvordan det kan lade sig gøre, er jeg slet ikke klog nok til at regne ud, men jeg føler mig på en og samme gang både forpustet og utålmodig.
Jeg vil holde på det der var, jeg vil se det der kommer.

Det er en kunst at blive i nuet.
Ikke at lade sig forblænde af gårsdagens kendthed og nemhed. Ikke at længes efter nye færdigheder og kundskaber.
Min dreng er en sær mellemting, mellem det han var, og det han bliver.
Han er ualmindelig dum og svær at blive klog på for tiden.
Han kan alt og ingenting på en gang.
Jeg ser ham vælte forover, når han forsøger at være stor og kravle.
Jeg ser ham putte skeen omvendt ind i munden, selv om han godt ved, at det er den anden ende der er mad på.
Jeg undres over, hver aften når han skal puttes, at finde en ny dreng i hans seng, der ikke kan falde i søvn på samme måde som dagen før.
Han kan med bævrende underlæbe glo usikkert på sin mormor, som han ellers kender godt, for derefter at sende kassedamen et af sine fantastiske smil.
 

Så i morgen vil jeg nyde ham, som den han nu beslutter sig for at være i morgen. Uagtet at han kun kan rulle venstre om uden tanke for, hvor nemt jeg fik ham til at sove før. Leve med at maden falder på gulvet og ikke i munden.
I morgen lever vi med livets hastighed. Mig og min dejlige dumme unge.