Mææhh venlig hilsen Mor

Jeg kan huske dengang vi fik bryster.
I omklædningsrummet, før og efter idrætstimen, kiggede vi nysgerrigt på hinandens nyerhvervede kvindelighed med vidt opspærrede pigeøjne. Vi følte lidt, at disse dugfriske og uafprøvede kirtler, trods deres centrale placering og forventelige ankomst, kom bag på os. Naturligvis var der også dem, der havde ventet med længsel på den dag, de med slet skjult stolthed, kunne vise en sart lyserød småblomstret 70-A bomulds-bh frem. Senere sluttede vi andre os til dem, og til sidst stod vi en hel række af bomulds-bh’er og friserede os foran spejlet, langt ind i spisefrikvarteret.
Jeg husker en dag, hvor vi frimodigt snakkede om, hvor store eller små vi ville ende med at blive. Vi konkluderede, at vi nok ville ende omtrent samme sted som vores mødre. For nogen var det en positiv melding, mens andre skyndte sig at tage en bluse på.
Jeg stod, som den eneste, tilbage med et stort spørgsmålstegn malet hen over ansigtet og brystet. Som adopteret var den slags genetiske spekulationer mig ganske uinteressante. Min barm var prisgivet en, for mig, fremmed kvindes DNA.

Og sådan har det altid været, at være mig. Jeg har aldrig lignet nogen som helst. Min hårfarve, mit sindelag, størrelsen på mine fødder, mit helbred, mit gemyt, mine flotte tænder og andre karakteristika, har jeg altid haft helt for mig selv. Jeg var, og er, en omvandrende bunke forudsætningsløs arvemasse.
Min fantasi har nydt godt af, at være underlagt så mange ubekendte. Som den føromtalte dag i omklædningsrummet, hvor jeg for mit indre så mine bryster vokse hæmningsløst, grænsende til det obskure. Jeg var fri til at drømme under min opvækst. Jeg kunne rumme alverdens talenter og egenskaber. Mit DNA havde uudtømmeligt potentiale. Måske kunne jeg endda flyve? Med andre ord, har mine gener aldrig rummet rammer af nogen art.
De manglende rammer har ikke kun været til det gode. Det kan godt være lidt ensomt, ikke at ligne nogen. Selv i helt almindelige familier, vil familiens sorte får, trods alt kunne finde en næse, lidt høfeber eller en skæv tå, som han eller hun har tilfældes med resten af familien. Som adopteret er og bliver man familiens blå får.

Min adoption var planlagt på forhånd, men mit biologiske ophav og mine forældre har aldrig kendt hinanden. Der findes ingen billeder af min tid i livmoderen, ingen historier om veer, strækmærker og bristninger. Mit liv er først beskrevet fra den februarmorgen i 1976, da mine forældre fik en sygeplejerske fra Rigshospitalet i røret, der ønskede dem tillykke med deres datter. Måske var det derfor, at det kom som lidt af et chok, da jeg pludselig selv blev forplantningsivrig. Det der med graviditet og fødsler hører ikke rigtig hjemme i min familie.
Fra den ene dag til den anden, stod det lysende klart for mig, at jeg ville have børn. Jeg ville have seks drenge, Steen, Stig, Thøger, Thomas, Mikkel og Hasse. Seks grimme drenge med sår på knæene og bussemænd på blusen. Seks små vildbasser, der ville kravle i træer dagen lang og snorke højlydt natten lang. Sådan ville jeg have det. Det var sådan jeg forestillede mig det.

Så da jeg stod på kundetoilettet i et supermarked i Viborg tilbage i 2009 med en positiv graviditetstest, var jeg slet ikke i tvivl om, at lille Steen var på vej.
De blanke sider i min egen historiebog kompenserede jeg ved, at jeg ved hver given lejlighed overfaldt min stakkels svigermor og svigerinder med graviditets- og fødselsrelaterede spørgsmål, ligesom jeg råt åd alle de informationer jeg kunne støve op på nettet. Jeg var desuden den eneste der sad med notesbog til fødselsforberedelsen.

Der var ikke langt mellem påmindelserne om mit manglende kendskab til mit biologiske arnested. I begyndelsen var læger og jordemødre meget interesserede i, om der var arvelige sygdomme i min familie. Den forkølelse jeg arvede fra min søster året forinden, var ikke lige af den kaliber de var ude efter, og jeg måtte leve med det lille uanseelige spørgsmålstegn, efterfulgt af forklaringen ”adopteret”, der udgjorde hele min fortid i journalen. Min forfløjne og karakterløse fantasi var i den forbindelse en forbistret ledsagerske. Hvad bar jeg på af uidentificerede arvelige defekter? Efter at have fantaseret om manglende eller svigtende organer, dysfunktionelle hjerter, skizofreni og det der var værre, kom jeg frem til, at det var mig fuldstændig irrelevant. Jeg havde et fuldt ud dueligt og kvalificeret sundhedsfagligt korps i ryggen, der nok skulle opdage, hvis der var noget galt. Og det de ikke ville opdage, havde de sikkert ikke opdaget eller kunne stille noget op overfor alligevel. Men, jeg kunne ikke helt slippe tanken om, at det ville være nemmere at opdage og behandle en defekt, hvis man var opmærksom på at kigge efter den.
Senere i graviditeten var der mindre alvorlige, dog irriterende ulemper ved min adoption. Strækmærker, veintensitet og fødselsvarighed, kunne alle fortælle mig, indikeres af, hvordan ens mor havde haft det med disse. Ikke at det nødvendigvis ville blive sådan, men et pejlemærke af en vis sandsynlighed, kan man dog tillægge sin mors erfaringer. Jeg sejlede, helt uden fyrtårn, ind i ukendt farvand.

Men det gik som det skulle. Steen blev født og det viste sig, at han slet ikke var en Steen men en Holger. For første gang i mit liv kendte jeg en af samme afstamning. Det var afsindig svært at begribe, at han var min.
Da jeg bar ham ud i vores bil på vej hjem fra hospitalet, var det med en underlig fornemmelse af at stikke af med ham. Jeg tog mig selv i at tænke, at hans mor nok ikke ville sætte pris på, at jeg sådan stak af med ham. Selv efter dage med veer, bristning, smerter og brøl manglede jeg åbenbart stadig belæg for, at kunne kalde mig hans mor.
Men det er jeg. Han er min søn, mit fuldblodsafkom. Min dejlige, smukke og tossede lille drengebasse. Det kan nu ikke ses på ham, da han i den grad slægter sin far på. Der er noget ved ørerne og tre af hans tæer, som helt sikkert kommer fra mig, men resten er hans far.


Jeg blev hurtigt gravid igen. Faktisk så hurtigt, at jeg kun nåede at være ude af ventetøjet i 14 dage, før den nye bule synligt varslede endnu en lille dreng. For naturligvis skulle vi have en knægt mere. Sådan skulle det jo være. Sådan havde jeg bestemt det.
Hvorfor jeg kun ønskede drenge, ved jeg ikke med sikkerhed. Men dengang i omklædningsrummet, da jeg sluttede mig til rækken af bomulds-bh’er, var det med en klar følelse af at være en hund i et spil kegler. Jeg er ikke særlig lyserød, eller mørkerød for den sags skyld. Jeg besidder ikke evnen at pynte hverken mig selv eller mit hjem. Jeg foretrækker klart en kold håndbajer. Og hvad multitaskning angår, ligger mine evner nærlig en 8-årrig dreng med ADHD.
Endvidere tænkte jeg, at drenge i højere grad identificerer sig med deres far end deres mor. Og med min baggrund, ville det være bedre om de spejlede sig i deres dejlige far end i et blåt får, der ikke engang kan flette to lige tykke fletninger.

Steen nummer to havde ikke nogen tissemand til gennemskanningen. Altså måtte han jo være en pige. En pige! En tylskørteagtig, Hallo Kitty-elskende, stillesiddende og sart lyserød dukkehusentusiast! Det var bestemt ikke planen.
Men inden jeg nåede at gøre krav på mine 2 års reklamationsret, skete miraklet. Et smil, som tog sit udspring fra et eksotisk og delvist ukendt lyserødt hjørne af mit hjerte, bredte sig til hele kroppen. Jeg skulle og jeg ville afsindig gerne have en datter. Det var okay. Det var faktisk helt fantastisk.

Jeg fødte hende den allersidste dag i marts. Hun er så lys og feminin. Hun dufter af vild vanilje og kigger mig blidt ind i sjælen, når jeg synger ”Se min kjole”. Og derinde, i min sjæl, har hun fundet noget at spejle sig i. Noget jeg havde glemt, at jeg besad. Noget jeg ikke har givet næring meget længe. Hun har mindet mig om, at jeg engang for længe længe side, før den første bomulds-bh, faktisk var en lille pige, der gerne ville lege med dukker og give dem fine sløjfer i håret.
Jeg bliver aldrig superfantastisk til neglelak og glimmerglansbilleder igen, men det skræmmer mig ikke. Hun besidder det feminine helt naturligt og skal nok hjælpe og guide mig til, hvilken farve lak, der bedst passer til gamle jeans, plettede bluser, udtrådte sko og slidte spidser.
Hun ligner mig fysisk, mere end jeg selv gør. Hendes næse, øjne, mund, hendes ben og selv hendes lille kanelsnegleformet navle ligner min. Jeg er ikke alene mere. Det blå får har fået et sart lyserødt lam.