Jeg ved, at klokken er mange, men tør ikke dreje hovedet. Derfor får klokken lov at passe sig selv, mens jeg passer på min baby. Trætheden deler vi denne nat. Uforløst, lokkende.
Hver gang hun bevæger sig, holder jeg vejret og beder til, at hun må forblive i halvsøvnens nådige favntag. Når hun, for en stund, glider dybere ned i søvnen, gribes mit aldrig sovende morhjerte af bæven og frygtsomhed, og jeg klemmer om hendes lille hånd, indtil den svarer.
Hun er så lille. Uretfærdigheden så meget større. I nat har mørket en ny puls. En hektisk, klam og nådesløs puls, der hamrer sammen med Noras feber. Lige meget hvordan jeg holder hende, kan jeg ikke holde mørket og feberen væk. Hun ligger på min mave, med kinden mod mit bryst, og klynker i skyggerne fra mørket.
Jeg lister, mod min vilje og uden kontrol, ind i de mest modbydelige og mørke hjørner af min forestillingsevne. For mit indre ser jeg hendes lidelse vokse og omslutte hende, indtil hun slet ikke lider mere… Tårerne pibler frem og det indbildte tab af min lille skat, fremmaner en sorg så kulsort og rungende dyb, at jeg vitterlig ikke tror, at solen nogensinde vil skinne igen.
Heldigvis rumsterer Nora rundt på min mave og minder mig om, at hun stadig er her. Sorgen jeg føler, er bare min betingelsesløse kærlighed, der er så stor, at selv tænkte hjertesår, føles dræbende.
Mens jeg kysser hendes lille og meget varme feberpande, frygter og glæder jeg mig over, at det bare er en vaccinefeber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar