For et år siden, lige godt og lidt vel, gik jeg på barsel.
Et helt langt år og flere kys, end der er fingre og tæer i verden, er gået. Dage og nætter, der ikke altid har været nemme at skelne, har afløst hinanden som smukke men skrøbelige håndpustede glasperler.
Jeg samler på de der kys og glasperler. Kan slet ikke få nok. Jeg har samlet på dem døgnet rundt, året rundt. Pyntet mit hjerte med dem.
Om ikke så længe, er det slut. Ikke fuldstændig, men snoren med kys og glasperler vil blive fyldt langsommere end hidtil.
Min barsel slutter. Vores uafbrudte tid sammen er slut.
Det er svært at begribe og endnu sværere at acceptere, at jeg ikke skal se og gengælde alle hans smil. At jeg ikke skal høre alle hans små sange og pludren, måske endda hans første ord, hans første skridt, hans alting.
Hvor kommer jeg til at savne ham, savne vores dovne morgener og de stille eksplosioner af fuldendt mening, de efterlader hos mig.
Jeg vil have mere. Jeg vil have mere. Jeg vil have mest.
Min søn skal ud og finde de glasperler, jeg aldrig vil kunne give ham. Perler pustet af kammerater og fællesskaber. Han skal ud i den store hensynsløse, rå og uafviselige påkrævede virkelighed for at blive mere af sig selv, end han kan blive sammen med mig og sin far.
Hverdagens adrætte og taktfaste rytme venter forud. Ikke så meget tid til omveje, afveje og bagveje. Op og af sted. Vi skal skynde os og rubbe neglene. Til januar går det løs, når den sidst rest af barsel, ferie og omsorgsdage er afholdt.
I hele 11 dage skal vi leve under minutviserens enevælde, inden jeg igen kan leve med livets hastighed når min anden barsel begynder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar